Warning: Creating default object from empty value in /var/www/bonnietroigaard.dk/public_html/wp-content/plugins/landing-pages/classes/class.post-type.landing-page.php on line 505
Der bliver snakket meget om video og videomarketing og du har formentlig hørt, at online video bliver spået en glorværdig fremtid inden for content marketing.
Men kan det overhovedet betale sig for mindre virksomheder at hoppe med på vognen? Og hvordan kommer du i gang?
Der er ingen tvivl om, at videomediet er populært som aldrig før. Alle kan optage video og lægge det på eksempelvis YouTube eller integrere video på sin egen hjemmeside. Det sidste års tid har de mange nye live streaming tjenester som eksempelvis Periscope gjort det muligt for alle at sende direkte tv.
Undersøgelser af folks medievaner peger da også på, at forbruget af video på forskellige kanaler kommer til at stige de næste mange år. Det betyder, at hvis du hopper med på vognen og integrerer video i dit marketingmix, så kan du med relevant og værdifuldt indhold tiltrække kunder til din forretning, som du eksempelvis ikke kan nå med dine tekster.
Her er 7 gode grunde til, hvorfor det er en god idé at komme i gang med videomarketing:
- Video er enestående, når det kommer til et potentiel reach. YouTube har mere end 1 mia. unikke besøgende hver måned kun overgået af Facebook. Er du god foran et videokamera, kan du få adgang til nogle af de mange besøgende.
- Ifølge The YouTube Insights Team rækker vi instinktivt ud efter vores mobil, når vi har et behov for at blive klogere. Faktisk kommer 50 pct. af YouTubes globale seertal fra mobile enheder. Har du først lavet mobilvenligt videoindhold, så er der en god chance for, at din indhold vil nå ud til flere.
- Ifølge Google Danmark er danskere storforbrugere af YouTube. 1,2 mio. danskere ser YouTube hver dag. Og når ugen er omme har 1,9 mio. danskere været forbi kanalen.
- Online video bliver mere og mere populært, da publikum med få klik og uden de store anstrengelser får tilfredsstillet deres behov for information og underholdning. På få minutter kan de modtage lige så mange informationer og endda huske dem bedre, end når læser en lang artikel, der ofte tager noget længere tid.
- Video giver mulighed for at skabe et ”du og jeg” øjeblik, da du har din seers fulde opmærksomhed og kan positionere dig i intime omgivelser.
- Du kan udtrykke følelser gennem video og vise passion, humor eller seriøsitet. I det hele taget kan du lade din personlighed skinne igennem, så publikum får en fornemmelse af at have en personlig relation til dig fordi de kender dig.
- Du kan skabe fantastisk indhold med video, uddanne dit publikum og skabe tillid. Tillid opbygger relationer og relationer skaber omsætning.
Men hvad skal der så til for, at du kan komme ud af starthullerne med dit eget videoindhold?
Følg disse 5 trin, og kom i gang med videomarketing
1: Formulér et formål
Som noget af det første skal du formulere et formål, som giver svar på, hvorfor du kaster dit ud i et videoprojekt og hvad du gerne vil opnå. Det skal vise retningen for dit indhold og være dit konstante udgangspunkt, hvis du skulle miste orienteringen. Hav tanke på din målgruppes behov, når du formulerer formålet. Hvordan kan dine videoer hjælpe en person fra målgruppen med at få løst sine udfordringer?
2: Zoom ind på målgruppen
For at få mest succes med dit videokoncept skal du fokusere på en snæver målgruppe, som vil forbruge dit indhold. Mange er ofte nervøse for at udelukke dele af målgruppen ved at appellere for smalt. Her er det bare vigtigt at huske, at du ikke skal være alt for alle, for det får ingen noget ud af.
Det kan være en svær men ikke desto mindre vigtig øvelse at fokusere på en snæver målgruppe. Jo mere snæver du kan gøre din målgruppe, desto mere kan du målrette dit koncept, og så vil du opleve, at indholdsidéerne næsten kommer af sig selv.
Du kan for eksempel segmentere din målgruppe efter køn, alder, bopæl, jobtitel, indkomst, livsstil, holdning, problemer, mål, drømme eller interesse.
3: Vær relevant
Det handler om at være relevant. Ofte kan du fange din målgruppes opmærksomhed ved at italesætte de behov, problemer og udfordringer, personer fra målgruppen har. Forleden blev jeg fx fanget af denne overskrift:
”Sådan skriver du en e-bog, der genererer varme leads”
Da jeg netop stod og skulle i gang med en e-bog, fangede overskriften min opmærksomhed. Jeg klikkede derfor straks ind på siden og sugede de gode råd til mig. Jeg oplevede indholdet som relevant, da jeg fik svar på mit spørgsmål ”Hvordan skriver jeg en e-bog?” og hjælp til at løse min udfordring.
Når du producerer indhold, skal du selvfølgelig også tage hensyn til dine forretningsmæssige interesser. Men du kommer ikke langt ved at råbe KØB KØB KØB i hovedet på målgruppen. Det gælder derfor om at finde den gyldne middelvej, hvor du tilgodeser målgruppens behov, men samtidig bør publikum ikke være i tvivl om, hvad du vil have dem til at foretage sig. Med et par velplacerede call to actions bliver din interesse også varetaget.
4: Hjælp målgruppen til at få succes
Som jeg kort var inde på i punkt 1, skal du producere den slags kvalitetsindhold, som din målgruppe har brug for og derfor gerne vil se. Den type af indhold, som du typisk vil få mest ud af at bruge i dine videoer, er det som YouTube betegner som hygiene content. Det er indhold, der er designet til at ramme folk relativt tidligt i købsrejsen. Dit indhold skal give overbevisende og relevante svar på spørgsmål, som dit publikum har. Målet er at uddanne og inspirere modtageren og skabe relationer til et publikum, der er værdifuldt for dig.
Spørg dig selv, hvilket slags indhold du kan skabe, som hjælper din målgruppe til at blive mere succesfuld?
Du får et større kundefokus, når du kan svare på, hvad du hjælper din målgruppe med. Dermed bliver du også mere skarp på, hvad indholdet i dine videoer skal handle om.
5: Sæt mål og mål effekten
Du producerer selvfølgelig ikke kun video for dine kunders skyld, men fordi det skal have en effekt og skabe værdi for din forretning. Du bør have nogle overordnede mål, du kan styre efter. Disse mål kan du bryde op i delmål og sætte konkrete tal på, hvad du ønsker at opnå med dine videoer. Når data begynder at rulle ind kan du analysere dem og evaluere, om dine videoer præsterer efter hensigten.
YouTube giver dig en række muligheder for at indsamle data med deres analytics-modul, som du efterfølgende kan analysere på. Har du først oprettet en YouTube-kanal, har du også adgang til YouTube Analytics.
Her er nogle af de mest almindelige målepunkter:
- Antal abonnenter på video-kanalen
- Antal afspilninger
- Antal sete minutter
- Antal gennemsnitlig afspilningsvarighed/procentdel af video, der er afspillet
- Antal delinger af video
- Antal kommentarer
- Antal abonnenter der er konverteret om til kunder
- Antal konverteringer pr. video
Det vigtigste er at komme i gang med at måle. Når du først er kommet i gang, kan du altid prøve dig frem og rette på tallene efterhånden, som du bliver klogere.
Når du først har styr på strategien for din videomarketing, så skal du i gang med at producere selve videoerne. Det behøver ikke være så svært og koste en bondegård.
Der findes mange tutorials rundt omkring på nettet som kan lære dig, hvordan du kan optage med din smartphone og selv redigere indholdet ved hjælp af apps.
Har du lyst til at være blandt de første, der får besked direkte i indbakken, når der er nyt på bloggen om content marketing og e-mailmarkedsføring, så skriv dig op til mit nyhedsbrev.
2 Comments