Jeg sad klar.
Lokalet var spækket med 30 andre forventningsfulde kursister.
Jeg vidste, at de havde en masse at glæde sig til.
For indrømmet. Det var ikke første gang, jeg sad der og var forventningsfuld.
Oppe ved projektoren stod min favoritekspert i personlig branding klar.
Parat til at åbne vores øjne for, hvordan man skiller sig ud fra horderne af kommunikatører og marketeers, der kæmper om de samme jobs.
Han skød som altid med skarpt og de gode råd fløj om ørerne på os.
Han var relevant, inspirerende og underholdende at lytte til.
Da jeg jo havde taget noterne én gang, havde jeg overskud til at samle nogle af hans bedste råd i en artikel. Og krydre dem med mine egne erfaringer.
Artiklen kom til at handle om, hvordan man i sin ansøgning skiller sig ud fra mængden og øger chancerne for at blive kaldt til samtale i den virksomhed, man har udset sig.
Det vigtigste råd er så enkelt, at det er helt til grin. Det afslører jeg lige om lidt.
Det bedste ved artiklen er, sagt i al beskedenhed, at man kan bruge rådene i mange andre situationer. Fx når du arbejder med content marketing og e-mailmarkedsføring.
Du skifter blot ansøgning og virksomhed ud med ordene indhold og målgruppe.
Hvad er rådet så?
Det kommer her.
Vær relevant.
Jeg sagde jo, at det var enkelt.
Start med at tage udgangspunkt i din målgruppe. Er din målgruppe meget bred? Så start med at gøre dig selv en stor tjeneste og gør den smallere. Forsøger du at ramme alle med dit indhold, så rammer du ingen.
Fokusér derefter på én bestemt person, som skal finde dit indhold relevant og værdifuldt.
Hvad karakteriserer den person? Alt det du ved om den éne person, samler du i en beskrivelse.
Hun kunne eksempelvis hedde Annette og være marketingchef i et stort firma. Eller han kunne hedde Per og arbejde som arkitekt i et lille firma.
Og vupti.
Så har du en persona. Det vil sige en opdigtet person, der er billedet på den idéelle kunde, som repræsenterer din målgruppe.
En af dine fornemmeste opgaver er at finde ud af, hvilke udfordringer og forbehold Annette eller Per har til et produkt eller en ydelse som din.
Når du først har den viden, så er det meget lettere for dig at give svar på, hvordan han eller hun kan få løst de udfordringer vedkommende bakser med.
Eller italesætte deres forbehold, og overbevise dem om, at dit produkt eller din ydelse er den rette løsning for dem.
Men hvordan?
Spørg dem.
Det er kernen af, hvad min artikel om jobsøgning handler om.
Ring og stil din kommende chef de rigtige spørgsmål.
Det vigtigste spørgsmål er:
”Hvad er den største udfordring, som jeg skal løse for jer i dette job?”
I ansøgningen skal du svare på, hvordan du vil løse virksomhedens konkrete udfordring. Og skrive at du ved samtalen vil uddybe din løsning.
Det skal nok pirre din læsers nysgerrighed.
Hvis vi i stedet tager udgangspunkt i, at din målgruppe er Annette eller Per, så kan du indhente oplysninger om dem på forskellige måder.
- Send et spørgeskema ud til eksisterende kunder
- Invitér en fokusgruppe
- Hør kundeservice, hvilke spørgsmål de oftest modtager
- Analyser på de data, du allerede har om dine kunder.
Mulighederne er mange.
Men den vigtigste er at tale med personer fra din målgruppe.
Når du først er blevet klogere på din målgruppes udfordringer og forbehold, så har du også svaret på, hvad du kan fokusere på i dit indhold for at blive opfattet som relevant.
Får du regelmæssigt produceret noget godt indhold, som personerne i din målgruppe bliver eksponeret for og finder relevant og værdifuldt, så har du bedre odds at udbygge din troværdighed og få skabt så gode relationer til dem, at de får tillid til dig.
Når de så faktisk har et behov eller et problem, som du kan løse med dit produkt eller din ydelse, så er de mere tilbøjelige til at købe af dig.
Dels fordi du gennem lang tid har arbejdet på at få en plads i deres bevidsthed. Og dels fordi du har overbevist dem om, at du er skarp på dit område.
Det er smukt. Og det er i min optik essensen af content marketing.
Mit mål er selvfølgelig også at producere indhold, som du, kære læser, finder relevant, så du føler, at det giver dig værdi at læse mine blogindlæg.
Jeg vil derfor være taknemmelig, hvis du vil tage dig tid til at sende en mail til mig på Bonnietroigaard@gmail.com eller skrive en kommentar og fortælle mig, hvilke udfordringer du har i dit arbejde med e-mailmarkedsføring eller content marketing.
Jeg takker og sender god karma på forhånd.
Ps. Er du nysgerrig efter at læse den artikel, jeg har fablet om, så finder du den i sin fulde længde her:
–> 5 tips til hvordan du kommer forrest i jobkøen.