Warning: Creating default object from empty value in /var/www/bonnietroigaard.dk/public_html/wp-content/plugins/landing-pages/classes/class.post-type.landing-page.php on line 505
Hånden på hjertet. Året 2016 har budt på store frustrationer, mange udfordringer og stor lykke for mit vedkommende.
Hvordan hænger det sammen?
Jo, ser du. Jeg blev gravid i starten af året. Det var selvfølgelig fantastisk. Men som jobsøgende var det langt fra en optimal situation at stå i. For hvem gider ansætte en kvinde, der snart skal på barsel.
Absolut INGEN.
Det forstår jeg godt. Men derfor kan det godt være træls, at det forholder sig sådan.
Blogging og nyhedsbreve vejer tungt i min jobsøgning
Det gav mig til gengæld mere tid til at arbejde videre på min blog og blive endnu klogere på content marketing og e-mailmarkedsføring, som jo er omdrejningspunktet for mine indlæg.
Bloggen er mit udstillingsvindue, min legeplads og her jeg kan jonglere med ord og holde mig fagligt opdateret, mens jeg jagter et fast job. Bloggen udgør dermed en af hjørnestenene i min jobsøgningsstrategi, da jeg her har mulighed for at vise, hvad jeg kan og holder af at arbejde med.
Udover at opdatere bloggen har jeg fra årsskiftet og frem til jeg gik på barsel i september også sendt nyhedsbreve ud hver torsdag formiddag. Ofte har det været en leg at skrive dem. Andre gange en kamp. Men uanset er det altid sjovt, og jeg elsker det.
Jeg er meget beæret over, at der i årets løb er 100 personer, der har skrevet sig op til mine nyhedsbreve. 100 personer lyder måske ikke af meget. Men forestil dig, at du har inviteret 99 mennesker med til fest. Så er det alligevel en pæn stor forsamling, og jeg sætter pris på hver og en, der deltager i min fest!
Gæsteblogging
I løbet af 2016 har jeg udover indhold til mine egne medier også skrevet et par artikler og gæsteindlæg for andre.
Jeg skrev blandt andet en artikel til magasinet Iværksætteren. Her gav jeg nogle råd til, hvordan du som selvstændig kan blive mere synlig i det digitale landskab.
Er du nysgerrig, kan du læse artiklen her: Bliv synlig i det digitale landskab.
Jeg var også så heldig at gæsteblogge om kunderejsen for SEO- og adwordsspecialisterne hos Skjoldby & Co på Skjoldby.com.
Her gennemgår jeg 5 digitale kontaktpunkter, som du kan arbejde hen mod at integrere i din online strategi.
Læg hele blogindlægget her: Find ud af, hvad en customer journey har med online marketing at gøre.
E-bog som (foreløbig) krone på værket
Inden jeg smuttede på barsel i september, havde jeg som mål, at jeg skulle udgive en e-bog. Det holdt hårdt. Men det lykkedes at skrive den, sætte den op i Canva, udarbejde en landing page, sætte en serie af automatiserede e-mails op osv.
Jeg var stolt og kunne næsten ikke få armene ned, da jeg endelig kunne fortælle omverdenen, at den var klar til download.
E-bogen handler om, hvordan du skaber dit eget videokoncept. Den er blandt andet for dig, der vil være bedst i din branche til at udnytte videoformatets potentiale og stjæle opmærksomheden fra dine konkurrenter.
Du kan få fingre i e-bogen her: Skab dit eget videokoncept – Følg disse 8 trin og få publikum til at elske dine videoer.
Mine ønsker og mål for 2017
Alt i alt har jeg udfordret mig selv, holdt mig fagligt opdateret og fået mere erfaring ved regelmæssigt at producere indhold om content marketing og e-mailmarkedsføring, udgive blogindlæg samt nyhedsbreve og markedsføre det på sociale medier. Alt det som jeg brændende ønsker at arbejde med i mit fremtidige job.
Mit højeste ønske er at lande et job som content marketeer, inden min barsel slutter i august 2017. Målet er dog mere beskedent, da det først og fremmest handler om at lande et job, så jeg kan bidrage med min viden og kunnen og (forhåbentlig) få nogle gode kollegaer at sparre og grine med.
Gode og søde kollegaer kan man nemlig godt komme til at savne, når man først er jobsøgende og derefter på barsel.
Jeg vender stærkt tilbage
Det er selvfølgelig stor lykke at være nogens mor og jeg elsker (for det meste) at være sammen med mine børn. Men når det er sagt, så savner jeg også at have tid til at blogge og skrive nyhedsbreve. Jeg satser på, at jeg vender stærkt tilbage her i 2017 og får produceret noget super godt indhold til mine læsere.
Hvordan har dit 2016 været? Og hvilke ønsker og mål har du for 2017? Del endelig i kommentarfeltet.
Ps. Har du eller kender du nogen, der har en plads i sit team til én med min profil (tjek eventuelt min profil på LinkedIn), så kontakt mig endelig.