E-bog: Skab dit eget videokoncept - Følg disse 8 trin og få publikum til at elske dine videoer
Hej. Hvor er jeg glad for, du kigger forbi.
Mit navn er Bonnie Trøigaard. Jeg plejer at beskrive mig selv som en content marketing-entusiast, der er helt tosset med e-mailmarkedsføring.
Samtidig med at jeg passer drømmejobbet som tekstforfatter og content marketer, så holder jeg mig fagligt opdateret og fører min passion for online markedsføring ud i livet ved at blogge om content marketing og e-mailmarkedsføring på bonnietroigaard.dk
Jeg har også et godt øje til online video. Man behøver (formentlig) ikke være en content marketing-entusiast for at have spottet, at videomediet er noget mange content marketing-eksperter spår en stor fremtid.
Der er stadig mange danske virksomheder, der afholder sig fra at integrere video i deres online markedsføring for at tiltrække sig kundernes opmærksomhed med relevant og værdifuldt indhold. Dét kan der være mange grunde til. Det skal dog ikke afholde dig fra at komme i gang.
Tværtimod.
Hvis du kommer i gang nu, så har du en rigtig god chance for at stikke af fra konkurrenterne. For hvis der er én ting, du kan være helt sikker på, så er det, at forbruget af online video kun vil stige de næste mange år.
Inden du går i gang skal du have styr på dit videokoncept.
Jeg har ikke selv kunne finde noget materiale på dansk om at skabe videokoncepter. Jeg har derfor taget têten og skrevet en e-bog om, hvordan du skaber dit eget videokoncept. Den gør det forhåbentlig lettere for dig at komme i gang. Og for at lave videoer som din målgruppe faktisk gider at se. Hånden på hjertet så har jeg kun lidt erfaring med at stå foran kameraet. Jeg har til gengæld udviklet et videokoncept, som er blevet ret godt modtaget af målgruppen. Det hedder Mobilvideo for Dummies. Jeg stiller de dumme spørgsmål til, hvordan man laver video med sin mobil. Til at give svar på spørgsmålene har jeg har allieret mig med en videojournalist, der arbejder med video til daglig. Har du lyst til at se os i aktion, så tjek vores YouTube-kanal ud --> www.youtube.com/mobilvideofordummies Én der har meget erfaring med både at stå foran og bagved kameraet er content marketing-eksperten Andrew Davis. Han er tidligere barnestjerne og en erfaren TV-writer og -producer og har været min største inspirationskilde til e-bogen. Jeg har samlet mange af hans erfaringer og tilsat mine egne guldkorn i denne e-bog:”Skab dit eget videokoncept – Følg disse 8 trin og få publikum til at elske dine videoer”
E-bogen er for dig, der vil være bedst i din branche til at udnytte videoformatets potentiale og stjæle opmærksomheden fra dine konkurrenter. Den er også for dig, som vil have inspiration til, hvordan du udvikler et knivskarpt videokoncept, der får publikum til at elske dit videoindhold og øger omsætningen i din forretning.Gennem 8 trin får du:
- Viden om, hvordan du skaber et stærkt videokoncept, så du hurtigt kan komme i gang med at producere videoindhold.
- Inspiration til, hvilke spørgsmål du kan stille personer fra din målgruppe (eller dine bedste kunder) for at komme ind under huden på dem og målrette dit indhold.
- En forklaring på, hvad du skal bruge en krog til, og hvordan du med krogen kan fange din målgruppes opmærksomhed.
- Idéer til, hvordan du skaber et format, som publikum opbygger relationer til og bliver fortrolige med.
- Gode råd til, hvordan du aldrig løber tør for emner til dine videoer.
- En gennemgang af, hvorfor det er vigtigt at have en vært tilknyttet dit indhold, og hvad du kan tage udgangspunkt i, når du skal vælge en vært.