Sådan koger du indholdssuppe på en fed content marketing-konference

Billede: Gregory Bourolias / unsplash.com

Billede: Gregory Bourolias / unsplash.com

Årets største danske content marketing-konference, Clever Content Conference, løber af stablen i april i København. Hvis du har sikret dig en billet, kan du se frem til at opleve content marketing-eksperter drysse guldkorn ud over dig i en lind strøm. Men hvordan forbereder du dig og forvandler de mange guldkorn til indhold, som du kan dele med din målgruppe og dit publikum både før, under og efter konferencen?

Til konferencen kommer nogle store kanoner som Michael Brenner, Lee Odden, Sam Slaughter, Mary Lee Copeland og repræsentanter fra danske virksomheder, der har nogle spændende content marketing-cases med.

Når jeg deltager i konferencer, bliver det ofte kun til et par tweets på Twitter på selve dagen og en LinkedIn-opdatering. Det er ret sølle. Men det har jeg tænkt mig at lave om på.

Spørgsmålet er, hvordan jeg på bedste vis kan indsamle og dele de mange guldkorn med ligesindede content marketing-nørder, som kanonerne med garanti vil fyre af i løbet af de to dage?

Svaret fik jeg af Rachel Parker, stifter og CEO i Resonance Content Marketing, da jeg lyttede til hendes podcast 5 Ways to Turn Conference Takeaways into Content Marketing Gold.

Rachel Parkers 5 tips vil jeg servere for dig og krydre med mine egne. Målet er at inspirere dig til, hvordan du kan koge mest muligt indholdssuppe på den konference, du deltager i og rundhåndet dele smagsprøver ud til dit sultne publikum.

#1 Connect med talerne

Det første råd er, at du skal kigge konferencens hjemmeside med talere igennem og oprette en forbindelse til dem, du gerne vil høre. Følg dem eksempelvis på Twitter, LinkedIn, blogs eller nyhedsbreve.

Der er store chancer for, at talerne deler indhold, som er interessant for både dig og din målgruppe, og kan blive dine nye kilder til kvalitetsindhold. Indhold som du kan dele på sociale medier og berige dit eget publikum med allerede inden konferencen. Du kan også blive inspireret og få gode idéer fra deres blog, podcasts, videoer osv. til, hvad du selv kan producere indhold om.

#2 Kuratér indhold fra konferencen

Hvis du har tænkt dig at bruge Twitter på konferencedagen, så hav styr på, hvilke hashtags der bruges og hvilke twitter handles dvs. twitternavne, talerne har. Både så du selv husker at bruge dem i dine tweets og ved, hvor du skal gå hen for at retweete, hvad andre skriver. Du kan desuden have forberedt nogle tweets, så du ikke skal fumle alt for meget med din telefon under præsentationerne og kommer til at gå glip af vigtige pointer.

Rachel Parker foreslår desuden, at du laver et storyboard og bruger det som en kurateringsside. Til det kan du bruge fx Storify, hvor du kan lave et slags sammendrag af, hvad der bliver skrevet og sagt om konferencen på forskellige medier som Facebook, Twitter, YouTube, Instagram osv.

Du kan også lave en story for en taler, som du synes er særlig interessant. Du har desuden mulighed for at tilføje dine egne kommentarer og skabe et fint flow i sammendraget. Når talen eller dagen er omme, kan du bruge dit storyboard i en blogpost og distribuere det til dit publikum via dine forskellige kanaler.

Her er et eksempel på et storyboard, som jeg lavede efter Clever Content konferencen i 2016.

I sådan et storyboard deler du ikke blot dine egne indsigter, men favner og samler desuden, hvad andre tager med sig fra konferencen af guldkorn. Det kan være en fin måde at skabe opmærksomhed omkring en konference eller en taler på.

Læs mere om, hvordan du kommer i gang med Storify i denne guide.

#3 Interview eksperter

Hvor tit befinder du dig lige på samme lokation med så mange eksperter inden for dit felt? Jeg formoder, at det ikke sker særlig tit.

Hvorfor så ikke tage chancen og spørge, om du må lave et kort interview med et par af eksperterne? For eksempel lige inden eller efter frokost. Det værste, der kan ske, er, at du får et nej, men så har du i det mindste prøvet.

Et interview kræver selvfølgelig, at du har tænkt på en mulig vinkel og forberedt nogle spørgsmål, som du kan hive frem, hvis du nu skulle være så heldig at få et ja. Brug optagefunktionen på din telefon, hvis der ikke er for meget larm, så du kan fokusere på den person, du interviewer.

Interviewet kan du efterfølgende bruge til en blogpost eller en videopost, hvis du filmer interviewet.Brug billeder til at få ekstra blikfang

#4 Saml citater til fremtidig brug

Når du nu alligevel sidder til konferencen og får serveret en masse citater på et sølvfad, så kan du lige så godt tage noter og samle citater til fremtidig deling på sociale medier. Gem dem i et regneark eller i din content-plan og udgiv et hver uge eller oftere.

Folk elsker et godt citat og det vil få ekstra blikfang, hvis du sætter det på et fedt billede. Her kan du fx bruge canva eller quozio. Husk at tagge citatgiveren på fx Twitter eller LinkedIn, så vedkommende ved, at du deler deres visdom og samtidig giver dem credit for citatet.

#5 Skab buzz omkring learnings

Når konferencen er slut og du igen sidder på kontorpinden, kan du holde buzz’en kørende med andre, som også deltog i konferencen. Invitér dem til en samtale på sociale medier og få dem til at dele, hvad de fik ud af konferencen og hvilke erfaringer, de gjorde sig. Alle disse learnings kan du også samle i en blogpost, som andre, der ikke var med, kan lære eller blive inspirerede af.

Bureauet Katalysator har lavet en oversigt med de vigtigste content marketing-konferencer i 2016.

Har du lyst, kan du følge mig på Twitter, hvor jeg oftest (re)tweeter om content marketing og email marketing. Her vil jeg også dele guldkorn fra årets danske content marketing-konference.

Mit twitter handle er @Bonnietroigaard

Konferencens hashtags er #CCDK16 og #clevercontentdk. Derudover kommer #cmdk med garanti også til at blive brugt af mange deltagere i løbet af de to dage, som konferencen varer.

Skal du med, så håber jeg, at du kommer og siger hej :)

Leave a Comment.