5 content marketing-forudsigelser for 2018


Warning: Creating default object from empty value in /var/www/bonnietroigaard.dk/public_html/wp-content/plugins/landing-pages/classes/class.post-type.landing-page.php on line 505
5 content marketing-forudsigelser for 2018
Billede: David Zawila / Unsplash.com

Det er den tid på året, hvor de kloge content marketing-professionelle forudsiger, hvilke trends og tendenser vi kan forvente at se mere til i 2018.

Jeg har samlet 5 content marketing-forudsigelser, som det bliver spændende at holde øje med.

#1 Live video

Live video er en trend, der vil fortsætte ind i 2018. Ifølge Livestream.com så vil 80 pct. hellere tune ind på en live video end læse et blogindlæg

Mens flere og flere virksomheder er begyndt at investere i video, er der stadig ikke mange virksomheder, der benytter sig af live video. Det giver dig en rigtig fin mulighed for at springe ud i det og få styr på mediet, før dine konkurrenter gør.

 Du kan bl.a. bruge live video til 3 ting:

  1. Du kan give dit gamle indhold nyt liv.
  2. Du giver publikum adgang til noget eksklusivt
  3. Du engagerer publikum i dit indhold.

De 3 gode grunde til at livestreame uddyber jeg i blogindlægget:

Livestreaming video – hvad kan det og hvorfor er værtsrollen så vigtig

#2 Originalt kvalitetsindhold

Til Content Marketing World, der blev afholdt i september i USA, blev der talt om, at de 4 mastodonter Apple, Facebook, Google og Amazon investerer enorme summer i at producere originalt indhold til deres forskellige målgrupper.

Og hvorfor så det?

Målet at tiltrække sig opmærksomhed og opbygge samt fastholde et publikum, som de kan tjene penge på. Det kræver konsistent, originalt og vanedannende indhold, som taler ind i et behov, målgruppen har. Fx behovet for at blive underholdt, få hjælp til en udfordring eller svar på et spørgsmål.

Tendensen er, at det ikke længere er tilstrækkeligt at producere en masse indhold. Det skal i stedet være originalt kvalitetsindhold, som målgruppen prioriterer at bruge deres tid på.

I den her e-bog får du 8 tips til, hvordan du skaber dit eget (video)koncept og får publikum til at elske dit indhold.

Ifølge Joe Pulizzi fra Content Marketing Institute er det lige nu, og helst før dine konkurrenter, du skal i gang med at opbygge et loyalt publikum, som har tillid til dit brand. Når du først har opbygget et content brand og et publikum, har du flere muligheder for at tjene penge på dit indhold. Dermed kan marketing udvikle sig til en selvstændig forretningsenhed, der tjener penge til virksomheden. 

#3 Google Mobile-First Index – mobilvenligt indhold

I løbet af de sidste par år er der sket et skifte fra, at de fleste søgninger på Google gik fra at være foretaget på desktop til nu at foregå på mobilen. Som en konsekvens af det, vil Google i 2018 skifte til et Mobile-First Index.

Det betyder, at Google begynder at indeksere og rangere dit website efter mobilversionen. Også selvom den der søger, gør det via en desktop. Det stiller krav til, at dit website har mobilvenligt indhold og fx er responsivt samt har en god load hastighed. Det skal sikre, at den besøgende får en god oplevelse med dit indhold på websitet.

Search Engine Land har lavet en FAQ, hvor du kan læse mere om Google Mobile-First Index.

#4 Bedre dokumenteret strategi

Hvert år tager content marketing-bureauet Brand Movers temperaturen på content marketing i Danmark. Det samme gør Content Marketing Institute i USA. I undersøgelserne fra begge lande er det et gennemgående træk, at de organisationer, der har mest succes med deres content marketing er dem, der har en dokumenteret strategi.

Faktisk svarer hele 79 pct. af de respondenter, der har en dokumenteret strategi, at de har en effektiv eller meget effektiv content marketing-indsats. Det tal falder til 46 pct. for de respondenter, der ikke har en dokumenteret strategi.

I et amerikansk studie er det desuden blevet påvist, at de deltagere, der skrev deres mål ned og sendte ugentlige opdateringer til en ven, havde 33 pct. mere succes med at nå deres mål end de, der holdt målene for sig selv.

Pointen er, at vi (forhåbentlig) kommer til at se flere have succes med deres content marketing-indsatser, fordi det bliver almindelig kendt, at det er vigtigt at dokumentere sin strategi.

Bonusinfo:

Ifølge Brand Movers undersøgelse indeholder de mest succesfulde strategier:

  • 2-3 modtagerpersonaer
  • et redaktionelt mission statement
  • en plan for effektmåling
  • et overblik over personaernes købsrejse
  • en plan for indholdsudvikling og distribution

Det er jo temmelig lige til. Så gælder det bare om at komme i gang med at få dokumenteret den strategi.

#5 Læg ikke alle dine æg i social media-kurven

Den sidste af de 5 content marketing-forudsigelser handler om en god gammel kending: e-mailen.

Mange virksomheder har en tendens til at fokusere meget på at distribuere sit indhold gennem sociale medier som fx Facebook. Disse platforme kan også være gode til at nå ud til mange. Det kræver dog, at man sætter et betydeligt beløb af til distributionen, da man ikke når særlig langt med det organiske reach.

Når alt kommer til alt, så ejer virksomhederne ikke deres Facebookkonto. De er i stedet underlagt Facebooks luner, som til enhver tid kan ændre reglerne.

I 2018 vil det stadig være yderst relevant at opsamle e-mailadresser.

Ofte via websitet, landing pages eller fx Facebook lead ads.

Modsat sociale medier er e-mails og nyhedsbreve en kanal, som du ejer og bestemmer over.

E-mails er den mest direkte vej til distribution af indhold, hvor du samtidig opbygger en relation til dine modtagere, så du kan påvirke dem til at handle.

Jeg er ikke i tvivl om, at e-mails mange år frem stadig vil være den mest effektive marketingkanal, der kaster den højeste ROI af sig.

Hvilken fremtid tror du, e-mails har foran sig?

Har du andre vigtige content marketing-forudsigelser for 2018, som du mener bør fremhæves, så del endelig i kommentarfeltet.

Leave a Comment.