Derfor skal du integrere video content i din online markedsføring

Derfor skal du integrere video content i din online markedsføring

Billede: Veeterzy / unsplash.com

Du har formentlig hørt det før.

Og som du kan se på denne infografik fra Syndacast med statistikker og trends, så hitter video content stadig. Det bliver ligefrem spået, at i 2017 vil 74 pct. af al internettrafik komme fra video.

Der er derfor god grund til at komme i gang med at producere video. Men måske har du brug for endnu flere argumenter, der kan overbevise dig eller chefen om, at det vil være det rigtige at integrere video content i virksomhedens marketingmix.

Du får 5 gode grunde her:

#1 Du kan tage patent på det kerneområde, der interesserer dine brugere og kunder. Hvis der er mange andre, der allerede laver indhold om samme område, så giv dit indhold et twist. Målet er at få dit indhold til at skille sig ud fra mængden og tiltrække den rette målgruppe.

#2 Når du regelmæssigt producerer kvalitetsindhold, der tiltaler dine brugere, har du mulighed for at skabe engagement og en god relation. Godt indhold vil på sigt hjælpe dig til at konvertere dit publikum til betalende kunder.

#3 Med video content har du mulighed for at skabe visuelt og levende indhold, som kan fange din målgruppe på en mere effektiv måde end eksempelvis tekstbaseret indhold. Det bunder blandt andet i, at video er 1 til 1 kommunikation, hvor seeren på tætteste hold oplever dig eller dit brand som afsender.

#4 Video når ofte længere ud end andre indholdsformater. Det skyldes, at både brugere og en platform som Facebook samt andre sociale medier foretrækker og favoriserer video.

#5 Ifølge Syndacast mener mange smartphone-brugere, at video er den perfekte løsning, når de på en nem og hurtig måde ønsker at få overblikket over et produkt.

Er du endnu ikke helt overbevist, så finder du i dette blogindlæg endnu 7 gode grunde til, at det er en god idé at komme i gang med videomarketing.

Sådan kan du arbejde med video content som brand

Du skal selvfølgelig ikke gå i gang med at integrere video content i din markedsføring for enhver pris. Det skal have en effekt og skabe værdi for din forretning, så det hjælper dig hen mod dit overordnede formål. Samtidig skal dit video content selvfølgelig også være relevant og værdifuldt for din målgruppe.

Du kan vælge mellem mange forskellige koncepter til dit video content. I det følgende vil jeg kort introducere 4 forskellige koncepter, som du kan bygge dit indhold op omkring.

How-to videoer

Her kan du besvare brugernes spørgsmål til dit produkt eller service. Du kan også på en hurtig og overskuelig måde komme med en løsning på din brugers udfordringer.

FAQ-videoer

Tag udgangspunkt i de spørgsmål, du ofte får fra dine brugere eller kunder og giv svar. Vær opmærksom på, at du ikke kommer til at lave rene produkt- eller salgstaler, men at du giver dine brugere en reel værdi med det indhold, du producerer.

Ekspertviden

Lav små videoer med fokus på best practice eller gode råd, som vil være værdifuld for andre. Som iværksætter har du selv en masse ekspertviden om netop dit fagområde, du kan udtale dig om.

Arbejder du som kommunikationsmedarbejder i en større organisation, kan du interviewe de af dine kollegaer, der ved en masse om det emne, der interesserer jeres målgruppe og som I har valgt at fokusere på i jeres videomarketing.

Invitér publikum indenfor

Du kan krydre dit øvrige indhold med at invitere dit publikum indenfor. Det kan du eksempelvis gøre, når du afholder events, kurser, lancerer nye produkter eller bare gerne vil vise noget fra hverdagen. Her vil det være oplagt at bruge live-video på eksempelvis Facebook eller Periscope. Her har dine brugere mulighed for at følge med direkte og få en følelse af selv at være tilstede.

Er du blevet nysgerrig på, hvad livestreaming video kan, så læs mere i dette indlæg, hvor jeg også uddyber, hvorfor værtsrollen er så vigtig.

Jeg håber, at indlægget har overbevist dig om, at der er mange fordele i at integrere video content i din markedsføring, så du føler dig inspireret til selv at komme i gang med selv at producere video content.

Leave a Comment.