Sådan laver du dine præsentationer om til content marketing-guld

Sådan laver du dine præsentationer om til content marketing guld præsentation Bonnietroigaard.dk Bonnie Trøigaard

Billede: Gratisography.com

Du har formentlig et væld af PowerPoint præsentationer liggende. Nogle samler støv i gamle mapper og andre bruger du stadig, når du holder oplæg og øser ud af din værdifulde viden til de fremmødte.

Men hvorfor ikke redigere lidt i det indhold, du allerede har skabt, og gøre det tilgængeligt online for din målgruppe?

Uanset emne så er der formentlig et publikum, der søger den information, du allerede har skrevet om.

I dette blogindlæg vil du blive klogere på, hvad præsentationer kan, og jeg giver dig 5 gode råd til, hvordan du laver dine præsentationer om til content marketing-guld.

Hvad kan præsentationer?

Når det kommer til at markedsføre indhold er internettet overfyldt og der er hård konkurrence om at få sit indhold set. Så hvordan øger du chancerne for, at det netop er dit indhold, som løber med opmærksomheden?

Mange undersøgelser peger på, at svaret ligger i visuelt indhold.

Ifølge undersøgelser får content med relevante billeder 94 pct. flere visninger end content uden, og visuelt indhold øger engagementet på de sociale medier med 37 pct. Læg dertil, at hjernen bearbejder visuel information 60.000 gange hurtigere end den tid, det tager at afkode tekst, og at du i gennemsnit kun har din online brugers opmærksomhed i 8 sekunder, før vedkommende bliver distraheret

Denne infografik siger endda, at 84 pct. af al kommunikation vil være visuel i 2018 og kigger du på, hvordan sociale medier som Pinterest, Instagram og Snapchat buldrer frem, så kan du se, at der er noget om snakken.

Når en præsentation er rigtig god, vil den ofte bestå af både tekst, billeder og video. Har du lavet eller set bare nogle få præsentationer, så vil du formentlig give mig ret i denne påstand. Som medie giver præsentationer dig god mulighed for at blande tekst med visuelle elementer.

4 touchpoints hvor dine præsentationer kommer i spil

Præsentationer kan i følge præsentationsbureauet Ethos3 også komme i spil ved de 4 touchpoints, hvor eksisterende eller potentielle kunder opdager eller engagerer sig i dit indhold.

  1. Blogging – du kan forbedre et blogindlæg ved at tilføje en fuld præsentation.
  2. Sociale medier – på sociale netværk som SlideShare, kan du oploade og dele dine præsentationer med andre. Du kan også omdanne individuelle slides til billeder og dele dem på så godt som alle sociale medier.
  3. SEO – bruger du eksempelvis SlideShare, så transskriberer tjenesten automatisk din præsentation, når du oploader den. Det gør det lettere for søgemaskinerne at finde frem til dit indhold. Derudover så rangerer indhold, der både omfatter tekst, video og lyd (som præsentationer giver mulighed for) højere rent SEO-mæssigt end almindelige tekstblogindlæg.
  4. Hjemmesider – som medie er præsentationer det, man kan kalde et indholdstungt medie eller et rich media. Da du kan integrere præsentationer direkte på din hjemmeside, får du dermed en nem måde at forbedre din hjemmeside på.

5 råd til, hvordan du laver dine præsentationer om til content marketing-guld

Det kan være hårdt arbejde at skulle opfinde den dybe tallerken, hver gang du skal have et stykke indhold ud over rampen. Hvis du tager et kig på dine PowerPoint-præsentationer vil du formentlig finde ud af, at der gemmer sig masser af guldkorn i dem.

#1 – Brug tid på din titel

Når du skal transformere dine præsentationer til content marketing-guld, skal du omsætte dem til noget, der egner sig til online mediet. Find på en rigtig god titel, der både favner din præsentations emne og samtidig pirrer din målgruppes nysgerrighed. Du kan med fordel bruge de samme teknikker, som når du skriver et blogindlæg. Men husk, at det skal være kort og godt.

#2 – Udfyld hullerne

Når du står og fremlægger din præsentation, så forklarer du, hvordan billederne i din præsentation relaterer sig til dit emne, og du har formentlig kun stikord på dine slides. Et godt tip er derfor at skrive lidt mere tekst i din online præsentation, end du ville gøre, hvis du selv stod og præsenterede. Når du sørger for at udfylde disse huller, inden du distribuerer din præsentation, så undgår du, at dit online publikum bliver totalt forvirret.

#3 – Giv hints

Gennem hele præsentationen kan du give dit publikum nogle hints til, hvad det har i vente, så det bliver ved med at klikke sig videre.

#4 – Lad dine præsentationer leve online

Når du først har pustet nyt liv i din præsentation, skal du dele den overalt, hvor det giver mening. Som nævnt i ovenstående, kan du bruge den direkte på din hjemmeside, i blogindlæg eller lave den om til en video og oploade den på YouTube eller Vimeo. Du kan også dele den op i individuelle billeder og dele dem på sociale medier.

#5 – Mobiloptimér dine præsentationer

Du bør sikre dig, at dine præsentationer er mobil-venlige, da flere går på sociale medier og forbruger online indhold via deres smartphones. Her får du 7 tips til, hvordan du laver mobilvenlig content marketing.

Leave a Comment.