Livestreaming video – hvad kan det og hvorfor er værtsrollen så vigtig?

Livestreaming video og værtsroller i content marketing

Billede fra Gratisography.com

Hvornår blev du sidst fristet af at klikke på en video på et socialt medie, hvad enten det var ren underholdning eller noget, du faktisk blev klogere af?

Flere undersøgelser viser, at forbruget af video på forskellige kanaler kommer til at buldre frem de næste mange år. Så hvis du vil have dine budskaber ud til målgruppen, bør du ikke ignorere video og livestreaming video.

Læs også Videomarketing – kom i gang med disse 5 trin.

Lige nu står døren til livestreaming video på vid gab med uanede muligheder for virksomheder og brands. Først kom livestreaming videotjenesten MeerKat, der hurtig blev overhalet indenom af Twitters app Periscope, og nu vil Facebook også have en bid af kagen og har introduceret Facebook Live Video.

Amerikanerne er som sædvanlig langt foran os, da kun få danske virksomheder er kommet i gang med at sende live video. Det er derfor mit indtryk, at virksomheder og brands, der snart går i krig med livestreaming video, har rig mulighed for at blive first movers i Danmark på den kanal. Hvis de altså gør det godt og forstår præmisserne for live video.

Men hvorfor skal du overhovedet kaste dig over live video?

3 gode grunde til at livestreame

Ved den netop afsluttede Social Media Marketing World 2016 i San Diego gav den amerikanske first mover inden for livestreaming video, Brian Fanzo, sit bud på, hvorfor man skal livestreame. Det skete, da han tog sit Periscope-publikum med bag kulisserne ved et interview med content og social media marketing “YouTuberen”, Amy Schmittauer, som står bag vloggen Savvy Sexy Social. Her kan du desuden finde interviewet med Brian Fanzo How to Use Live Video to Promote YouTube Videos.

#1 Giv dit gamle indhold nyt liv

Du kan bruge livestreaming video til at komplementere og forstærke det kvalitetsindhold, du allerede laver og give gammelt indhold nyt liv.

Hvis du fx har en YouTube-video, som du synes er super god, men som ikke har fået den opmærksomhed, den fortjener, så kan du livestreame og give små smagsprøver på, hvad publikum kan få ud af at se videoen eller blot omtale den og henvise til din video-kanal, hvis du alligevel berører emnet, når du livestreamer.

#2 Du giver dit publikum adgang til noget eksklusivt

Du skal prøve at tænke som en fan. Hvad vil en fan gerne vide om dig, dit brand eller dit produkt? Via livestreaming kan du besvare de hvordan og hvorfor spørgsmål, som en fan typisk har. Du kan give publikum et eksklusivt kig bag kulisserne, som kun få har adgang til.

Du kan fx vise, hvad det er for noget udstyr, du bruger, når du optager videoer. Igen kan du vælge kun at afsløre noget og henvise til din YouTube-video, hvor du giver mere viden væk. Johannes Langkilde, DRs USA-korrespondent, sendte i januar 2016 live til TV Avisen fra en iPhone og viser i denne video, hvilket udstyr han brugte.

#3 Du engagerer publikum i dit indhold

Dialogen med publikum er en måde, du kan løfte live video på og engagere dine fans eller publikummer. De kommer til at føle, at de har været en del af processen og dermed er de også mere tilbøjelige til at se dit indhold og dele det i deres netværk.

Du kan eksempelvis engagere dit publikum ved at bruge det, som Brian Fanzo kalder crowdsourcing. Hvis du fx har to mulige titler til din næste video, kan du spørge publikum og få deres feedback. Eller hvis du er i tvivl om, hvilket tøj du skal tage på til din næste video, kan du også tage publikum med på råd.

Kom godt i gang med livestreaming video

Inden din virksomhed kaster sig ud i at livestreame, er der én vigtig ting, I skal have på plads.

Find en vært

I skal først og fremmest finde en person, som kan udfylde værtsrollen og ikke blot være kameraholder.

Og hvorfor er det så vigtigt?

Det er der flere årsager til.

Først og fremmest skal en vært være et ansigt og en stemme udadtil, som kan personificere virksomheden eller brandet.

Du kan selvfølgelig vælge en person fra egne rækker i virksomheden. Typisk vil det være en social media manager eller en anden, som gør sig godt på kamera.

Udover kameratække er det også vigtigt at vælge en vært, som har personlighed og appellerer til publikum, da værten skal kunne bære udsendelsen. Nøjagtig som på radio og TV.

Værten skal vinde publikums interesse og tillid, så folk får lyst til at se mere og får et positivt indtryk af den virksomhed eller brand, som værten repræsenterer.

Du kan også vælge en vært, som ikke allerede arbejder i virksomheden.

Når du skal vælge en vært, kan du blandt andet se på:

  • hvem har et unikt perspektiv, som dit publikum vil elske at høre?
  • hvem vil du have, at dit publikum skal have tillid til?
  • hvem udenfor din organisation lytter din målgruppe allerede til?

Som virksomhed eller brand er du måske nervøs for, at du giver værten for meget “magt”, da du jo kan risikere at miste vedkommende. Her skal du være opmærksom på, at du skaber et produkt, som du ejer. Du skal kunne erstatte værten.

Undgå af samme årsag at lave et koncept med en titel, der hedder “Spørg Jørgen” eller lignende. Du kan også løse meget med en kontrakt, hvor værten binder sig over en vis periode og juridisk forpligter sig.

Når værten er fundet, gælder det for vedkommende om at gribe en selfiestand, tale om noget, der interesserer publikum og komme ud over stepperne med at streame live video, så I kan indtage en vigtig position i publikums bevidsthed og give dem fantastiske og eksklusive live-oplevelser hjemme fra sofaen.

Har du eksempler på danske virksomheder eller brands, der gør det rigtig godt med live video og forstår at løfte værtsrollen, så del dem endelig med mig i kommentarfeltet. Eller skriv direkte til mig på Bonnietroigaard@gmail.com, så jeg kan bruge de gode eksempler i indlægget.

5 Comments

  1. Tak for gode fifs.

    Jeg bevæger mig i morgen, netop om på den anden side af kameraet. Trial and error – og af samme årsag starter vi ikke med live, men med et TED Talk agtigt koncept. Vi lægger ud med en professor fra Aalborg Universitet… Noget spændt må jeg erkende :)

    Reply
    • Hej Ulrik
      Tak for din kommentar. Det lyder spændende med dit videoprojekt og fornuftigt at starte med en video, som ikke er live. Når du først er kommet i gang med at producere videoindhold og er fortrolig med at stå foran kameraet, kan du supplere med live video og interagere direkte med dit publikum.

      Reply
  2. Kære Bonnie,

    Super fed artikel som er spot-on og rigtig vigtig! Din artikel bekræfter mig heldigvis i, at jeg er på vej i den helt rigtige retning med mit nye startup, hvor vores niche er at producere professionelle livestreaminger på bla. sociale medier for virksomheder, brands og kendte personligheder.

    Vi har allerede produceret livestreaming for et par større virksomheder/brands og er godt på vej udover stepperne. Vi er ikke ude på at “udrydde” håndholdt livevideo totalt (fordi det har jo også sin charme), men vi tilbyder et professionelt produceret koncept med flere kameravinkler, en producer der live-klipper imellem vinklerne og kan sætte navneskilte/bannere på signalet samt klippe til f.eks. en reklame eller et sponsoreret indslag.

    Èn ting er sikkert: Livestreaming på de sociale medier er kommet for at blive og vi har kun set toppen af isbjerget :-)

    Reply

Leave a Comment.