Få flere abonnenter på din e-mailliste med Facebook annoncer

Få flere abonnenter på din e-mailliste med Facebook annoncer

Billede: Karolina Grabowska / Pexels.com

Du er formentlig kommet i gang med at lave Facebook annoncer, der skal hjælpe dig med at få flere abonnenter på din e-mailliste. Men det spiller ikke rigtig for dig. De performer dårligt, og du får slet ikke de mange nye abonnenter, du havde håbet på.

Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad du ligger vægt på i disse annoncer for at tiltrække målgruppens opmærksomhed, og hvordan dit indhold er skruet sammen.

I dette blogindlæg får du svar på, hvad du skal have fokus på, når målet er at få flere abonnenter på din e-mailliste med Facebook annoncer.

Og sidst giver jeg dig 3 råd, du straks kan bruge, når du skal udvikle indhold til dine Facebook annoncer.

Facebook annoncer, der giver læseren værdi

Facebook har 1,5 milliard brugere og alene i Danmark har omkring 3,5 millioner personer en profil på Facebook. Facebook tjener uden tvivl mange penge på annoncering. Men uden de mange brugere, ville det ikke give værdi for annoncørerne (eller Facebook) at annoncere. Det er derfor yderst vigtigt for Facebook at beskytte brugerens oplevelse og sikre sig, at annoncørerne har en value first tankegang.

Når du laver Facebook annoncer, vil du derfor få meget ud af at følge content marketing-tankegangen og lave relevante eller underholdende annoncer, der giver dit publikum værdi.

Målsætning for annoncering

Hvorvidt du opnår de resultater, du håber på, afhænger selvfølgelig også af målsætningen for dine annoncer.

I dette blogindlæg påpeger Andrea Vahl, social media konsulent med speciale i Facebook annoncering, at Facebook annoncer er rigtig nyttige, når du har et af følgende tre mål:

  • Opsamling af e-mailadresser ved at tilbyde noget godt (indhold) gratis
  • Sende trafik til dit website, så folk kan læse en blogpost eller få en freebie (og du får en e-mail)
  • Skabe engagement blandt dit eksisterende Facebook community

Det er altså en rigtig god idé at supplere din markedsføring med Facebook annoncer, når dit mål er at få flere abonnenter på din e-mailliste.

Hvis du spørger mig, så bør e-mailmarkedsføring altid have plads i din online strategi.

Hvorfor?

Fordi e-mailmarkedsføring er den mest effektive måde at sælge til potentielle kunder på. E-mailmarkedsføring har en ROI på 43. Det vil sige, at for hver gang du investerer én krone i e-mailmarkedsføring, kan du forvente at få pengene igen 43 gange.

Det kræver selvfølgelig, at du sætter dig ind i, hvad der skal til for at sælge med e-mails og skriver nogle gode nyhedsbreve. Lyder det uoverskueligt, kan du altid få hjælp til det af én som mig;)

2 ting du skal være obs på

Er du blevet overbevist om, at du skal bruge Facebook annoncer til at fange folks opmærksomhed og få deres e-mailadresser, er der 2 ting, du skal være obs på:

1) Omdrejningspunktet for dine annoncer bør være værdifuldt indhold. Det kan fx være annoncer, som leder ind til din hjemmeside med e-bøger, how-to guides, webinarer osv. Indholdet er gratis, men de koster en e-mailadresse.

2) Du skal målrette dine annoncer til personer, som allerede har vist interesse for dit brand og produkter eller services. Det kan fx være personer, som allerede synes godt om din side på Facebook eller har besøgt dit website.

En af Facebooks styrker, som du kan udnytte i din markedsføring, er, at de opstøver en masse data og viden om sine brugere. Når du sætter en annonce op, kan du målrette og segmentere dine Facebook annoncer ret præcist. Dels ved hjælp af Facebooks mange oplysninger og dels ved hjælp af de informationer du får om brugernes adfærd på dit website gennem retargeting.

Dermed kan du målrette dine Facebook annoncer og ramme et mindre segment, som har høj relevans for dig.

I sidste ende handler det ikke om at få så mange abonnenter på din e-mailliste som muligt men i stedet at få de rigtige, som har et behov eller en udfordring, som du kan hjælpe med at få løst med din ydelse eller dit produkt.

3 råd du straks kan bruge, når du skal udvikle indhold til Facebook annoncer

#1 – Svar på ”What’s in it for me?”

Læseren skal hurtigt kunne afkode, hvad hun får ud af at klikke på din Facebook annonce. Når du formulerer dit indhold til annoncen, så sæt dig i læserens sted og svar på ”what’s in it for me?”. Det vil sige, hvad får læseren ud af at klikke på lige netop din annonce? Tal ind i det behov eller den interesse, som du ved, at din målgruppe har i relation til dit produkt eller din ydelse.

#2 – Call-to-actions

Din overskrift bør være et call-to-action i sig selv og have som mål at få et klik. Den skal være kort og fængende og helst starte med en imperativ. Når du bruger ordet GRATIS, vil du også opleve, at det kan have en stærk effekt.

Eksempler:
”Download e-bogen, og bliv verdensmester i at skrive skarpe tekster”.

”Klik og få GRATIS e-bog med 15 pro-tips til Facebook annoncering”.

Teksten der står over billedet i din Facebook annonce har også ét mål – nemlig at få den potentielle kunde til klikke på dit CTA. Det er her, du skal skabe en krog og vække læserens interesse. Netop derfor er det er så vigtigt, at du ved, hvem du skriver annoncen til.

Endelig skal du udfylde linkbeskrivelsen. Her får du ekstra plads til at rykke din potentielle kunde fra a til b. Du kan fx vælge at gentage eller tilføje noget, som supplerer den tekst, der allerede står over billedet.

#3 – Tekst på billeder

Billedet i en Facebook annonce er sindssygt vigtigt, da det ifølge Consumer Acquisition står for 75-90% af en annonces performance. Du kan med fordel placere et stykke tekst på dit billede, som svarer på, hvad du tilbyder din læser. Teksten skal helst være uimodståelig, og du kan vælge at lade den være efterfulgt af en fed, farverig call-to-action knap.

Fx ”Sådan skaber du originalt visuelt indhold og får masser af trafik.” –> Tilmeld dig webinaret nu

Målet for CTA-knappen (og din annonce i det hele taget) er jo, at folk skal fristes til at klikke på den.

Hvis du har lyst til at dykke mere ned i, hvad du skal gøre for at skrive noget rigtig godt indhold til din Facebook annonce, kan jeg anbefale ”The Beginner’s Guide to Writing Facebook Ads”, som stifter og CEO, Joanna Wiebe fra Copy Hackers, står bag.

Jeg håber, at indlægget inspirerede dig, så du nu føler dig bedre klædt på til at udvikle Facebook annoncer, der hjælper dig med at få opbygget din e-mailliste.

Leave a Comment.